Overgang fra barn til voksen. En guide til forældre til børn med handicap eller kronisk sygdom
Overgangen fra barn til voksen er ofte en både stor og kompleks proces, og det er ikke alle spørgsmål, der kan besvares i denne guide. Men du vil få et overblik over, hvad du skal være opmærksom på i processen. Hvis du har uddybende spørgsmål til emnerne, kan du få svar i For Lige Vilkårs medlemsforum på Facebook. Du skal blot melde dig ind i For Lige Vilkår og efterfølgende søge om at komme ind i medlemsforummet. Vi håber, at guiden kan hjælpe dig godt på vej i dit barns overgang til voksen.
Ny-diagnosticeret – hvad nu?
At få et barn med handicap eller kronisk sygdom er livsomvæltende for hele familien. Uanset om diagnosen kommer pludseligt eller som en bekræftelse på noget, du har fornemmet eller vidst i længere tid, vil det sætte mange tanker og følelser i gang. Og det vil ikke blot påvirke jer forældre, men også søskende og andre mennesker omkring jer; bedsteforældre, venner osv. For Lige Vilkår har med støtte fra Nordea-fonden lavet denne guide, der samler en række råd om, hvordan man kan håndtere den nye situation. Rådene kommer ikke fra professionelle, men fra andre eksperter på området – nemlig forældre, der har stået i samme situation.